Samarbejde med Falck

Ellehammers pumper blev solgt gennem Falcks Redningskorps salgsafdeling (afd. B). Ellehammers kontakt var Eigil Juel Wiboltt. Som Ellehammer beskrev historien, så havde han forhandlet med Wiboltt om, at Wiboltt skulle overtage enerepræsentationen på Lolland og Falster. Da Wiboltt så meddelte Ellehammer, at han var begyndt at arbejde for Redningskorpsets Afdeling B, blev det årsagen til, at Falck fik eneforhandlingen for Danmark af Ellehammers brandsprøjte.

Wiboltt var tilsyneladende den, der fik ideen til, at den oprindelige pumpe, der kunne yde 250 liter vand i minuttet, skulle videreudvikles til en større pumpe. Det ønskede han en økonomisk belønning for.

Wibollt skrev i april 1925 til Ellehammer: "Mht. denne automobil-Ellehammer-sprøjte, da tillader jeg mig høfligt samtidig at forespørge, om De ikke, på grundlag af min interesse for sagen, og det jo på en måde er min skyld, den er blevet fremstillet,- kunne tænke Dem (som en præmie herfor, og for i min fritid at føre al korrespondancen vedrørende salg og organisering) ved kalkuleringen af sprøjten at inkludere en mindre procent til mig. – Jeg kunne tænke mig dette eventuelt ville blive indledningen til et senere mere intimt samarbejde, og måske dannende basis for senere oprettelse af en salgsafdeling."

Det gik ikke helt som Wibollt ønskede, og i marts 1926 skrev han til Ellehammer:

"Jeg har, hr. direktør Ellehammer, gennem de sidste år ofret megen interesse, både arbejde tid og på anden måde, direkte og vel navnlig indirekte for deres sprøjteaggregater, og havde ventet på grundlag heraf og af den tillid De formentlig indtil for kort tid siden har haft til mig, - og fordi De jo ganske sikkert ikke var kommet ind på at lave den store 1000 minutliter pumpe, som De jo først påbegyndte efter mine gentagne forslag, - at De havde velundt mig en interesse i denne på 5%, hvilket tal jeg på Deres forespørgsel selv nævnte, og mente under de bestående forhold meget beskedent og værende i rimeligt og reelt forhold til begge sider."

De to - Ellehammer og Wibollt - må have fundet en ordning på det økonomiske mellemværende, for i 1929 indgik de en kontrakt, hvor Ellehammer afgav 50% af sin opfindelse vedrørende et skumudviklingsapparat til Wiboltt for et kontant beløb.

 

 
Copyright © 2006 Danmarks Tekniske Museum