Skumslukning

Ellehammer fik i begyndelsen af 1932 udstedt patent på en "fremgangsmåde og apparat til udvikling af skum ad mekanisk vej" Ansøgningen var indsendt i slutningen af 1929.

Ellehammer indgik i januar 1931 en kontrakt med Eigil Juel Wiboltt om eneforhandlingen for Danmark af Ellehammers skumaggregat (skumudviklingsapparater og tilsugningsanordninger). Den erstattede en kontrakt med Carl Weinreich i Snertinge. På det tidspunkt var både Weinreich og Wiboltt involverede i etableringen af Zone-Redningskorpset, Falcks konkurrent.

Ellehammer havde forinden solgt 50% af skumopfindelsen til Wibollt. I kontrakten dateret 5. november 1929 blev systemet beskrevet således:

"1) Et fuldstændigt automatisk virkende tilførselssystem for en eller flere væsker, der sættes i forbindelse med skumudvikleren. Dette system virker på den måde, at væskerne ligger under skumudvikleren og løftes automatisk op til denne, når der åbnes for skumafgangen, - og ingen tilgang af væsker finder sted, selvom pumpen er i rotation, før der åbnes for afgang af skummet. Væskens tildelingsforhold kan indreguleres efter det ønskede forhold, og bliver stående fuldstændig automatisk i sin indstilling.

2) Selve skumudvikleren er et system, der virker modsat de hidtil kendte systemer, idet væsken ved sin selvrotation skaber skumdannelsen, og tillige står i forbindelse med et returneringssystem, der tillader fuldstændig afspærring for skumafgang under pumpens funktion."

Der var også andre, der arbejdede med skumslukning, og Ellehammer blev involveret i en patentsag med Schrøder og van Deurs fra 1930 og frem.

Senere fik også Ellehammers søn, Hans Ellehammer, skumpatenter, og Ellehammers Laboratorium specialiserede sig mere og mere i slukningsudstyr.

Læs beskrivelse af "System Ellehammer"

 
Copyright © 2006 Danmarks Tekniske Museum