Kørsel på sprit
Ellehammers forsøg med en elektrisk drevet bil blev en skuffelse, men det fik ham ikke til at opgive at holde sin bil kørende uden benzin. I Motor 12. juni 1943 berettede opfinderen:
"Jeg besluttede at gå en helt anden vej. Gennem nogle år havde vi eksperimenteret med kørsel på råsprit, men forsøgene viste, at råspritten havde en skadelig indflydelse på motoren, fordi råspritten var rustdannende.
Råspritten, som fremstilles af kartofler, består nemlig af 93% sprit og 7% vand, og det var disse 7 % vand, der voldte vanskelighederne. Så fandt vi ud af, at vi med en emulgering af 5-10% solarolie kunne ophæve råsprittens uheldige sider, og det lykkedes os at finde frem til et brændstof, der indeholdt ca. 85% af benzinens egenskaber.
Vognen skulle overhovedet ikke ombygges, blot den blev forsynet med en karburator til tungere brændstoffer, gik den lige så ubesværet som med benzin.
Vi kørte 10.000 km med forsøgsvognen, og det viste sig bagefter, at motorens ædle dele ikke havde taget ringeste skade, den var lige så upåvirket, som den dag, vi første gang hældte kartoffelsprit og solarolie på den.
Imidlertid slap solarolien op, og vi stod så igen overfor et problem, men så var det, at vi fandt ud af at prøve med den olie, der fremkommer ved fremstillingen af tørvekoks. Det lykkedes, og vi har nu fremstillet et helt igennem dansk brændstof, som vil være i stand til at holde et ikke helt ubetydeligt antal vogne i gang i en tid, hvor det jo nu også kniber med brændet."
Spritmotor