Extrico redningsapparat for kreaturer
I begyndelsen af 1930'erne blev der hos Ellehammers nabo indrettet en stald med 6 køer, hvor Ellehammers patenterede "apparat til hurtig udføring af opstaldede kreaturer af stalde" blev afprøvet.
I et avisudklip findes følgende beskrivelse af staldens indretning:
"I stalden findes to rør langs krybben og bidslerne er fæstede til en endeløs kalibreret kæde, som løber i et opskåret Rør. Kæden går uden om et lille Spil, der kan slås ned, så at det betjenes uden for stalddøren.
Et barn, en gammel kone eller hvem, der nu måtte være hjemme, hvis en brand opstår, kan betjene spillet, som tvinger køerne hen mod døren og ud af denne. I det øjeblik, de er uden for, udløses de af kæden.
Det er så snildt og saa let, at man forbavses derover, men det er virkeligt genialt fundet på."
Systemet blev fremvist for offentligheden i foråret 1933. En anden avis skrev under overskriften "Ellehammer opfinder igen. Han forhindrer kreaturerne i at indebrænde”:
"De eksperter, der overværede demonstrationen hos partikulier Søren Sørensen, ”Svejgaarden” i Hellerup, anerkendte alle opfindelsens brugbarhed, dens enkle konstruktion osv. Der er derefter nu truffet aftale om opfindelsens udnyttelse her i landet, idet det meget kendte firma indenfor bygningsbranchen A/S Wm. Boas, København, har fået overdraget fabrikations- og forhandlingsretten for Danmark. Opfindelsen har fået navnet ”Extrico”. Forberedelserne til en fabrikation, der i videst omfang skal standardiseres, er allerede i gang, og systemet vil i en nær fremtid blive installeret på et par større gårde. Fabrikationen skal tilrettelægges således, at systemet sælges i afpassede længder, svarende til et vist antal køer. Enhver bygningshåndværker vil derefter kunne montere systemet i staldene."