Ellehammers elektriske bil
Ellehammer havde, da huset på Kildegårdsvej blev bygget, opført en vindmølle, der leverede strøm til hans mange eksperimenter.
Under 2. verdenskrig ombyggede han en bil, så den kunne køre på elektricitet. Hver nat blev den opladet med strøm fra vindmøllen. Mangelsituationen under 2. Verdenskrig satte selvfølgelig gang i en opfinders fantasi.
Den 9. november 1940 skrev bladet Motor:
"Efterhånden som vore benzinbeholdninger bliver knappere, griber automobilisterne til flere og flere udveje for at holde hjulene i gang...
Nu hører man snart fra den ene kant af landet, snart fra den anden, at elektriske automobiler - for kortheds skyld kaldet elektrobiler - viser sig på vore gader og veje.
Opfinderen, direktør Ellehammer, kører således daglig i sin elektrisk drevne Opel Olympia og er klar til at installere elektrisk drivkraft for et betydeligt antal liebhavere, såsnart myndighederne har dispenseret for den ringe overvægt, som er så nogenlunde uundgåelig i praksis ved overgang til elektrisk drift."
I juni 1943 kunne Motor dog berette, at Ellehammers forsøg med at køre på el var blevet en skuffelse. Resultateterne af forsøgene havde ikke svaret til opfinderens forventninger.