Ellehammers pumpe i Amerika
Den 10. januar 1924 bragte
Nationaltidende en artikel med overskriften "Ellehammers
brandsprøjte går verden over. Fra opfinderens laboratorium i
Hellerup skal de danske brandsprøjter nu udsendes til største delen
af Europa – En fin kontrakt med Amerika". I artiklen stod der
bl.a.:
"Da vi i går erfarede, at Ellehammers brandsprøjte, - om hvilken der foreligger meget smigrende udtalelser fra hjemlige autoriteter – nu også havde vundet stærkt indpas i Amerika, henvendte vi os til direktør Ellehammer. – Er det rigtigt, hvad rygtet siger, at De skal levere tusinde ellehammer-brandsprøjter til Amerika? – Sprøjten er nu patentanmeldt for det meste af verden, svarede direktør Ellehammer. Det vil blive en meget stor verdensartikel, kan jeg roligt siger Dem; det ligger virkeligt glimrende nu.
Sprøjtens enkelte dele fremstilles på en række specialfabrikker herhjemme, støbegods et sted, messingarbejdet et andet og så fremdeles, de enkelte specialting fra de danske fabrikker kommer så ud for at blive samlede og justerede på mit laboratorium.
Jeg venter, at vi herfra kan forsyne Skandinavien og det meste af Europa – jeg kan for øvrigt fortælle, at der allerede er solgt et halvt hundrede stykker til Sverige og 24 sprøjter til Norge - -
- Men, Amerika?
- Ja , derovre vil de selv bygge dem. Jeg har netop sluttet kontrakt med et amerikansk konsortium, hvorefter der er sikret mig licens for over en snes tusinde Ellehammer-sprøjter for de første to år."
Ellehammer havde i slutningen af 1923 indgået en kontrakt med Portable Pump Corporation ved grev Carl Armfeldt og Oscar A. Olsen i New York. Kontakten var kommet i stand via en ingeniør Weber i Svendborg.
Volf-sagen
Det gik ikke helt, som Ellehammer ønskede, og i april 1924 gav han Chr. A. Volf, jr. fuldmagt til at se pumpepapirerne hos Portable Pump Corporationen og skrev i den forbindelse til Volf:
"Vedlagt en fuldmagt til at sætte dem ind i pumpesagen og meddele mig deres mening om sagen, og om det er muligt, at bringe den over på andre hænder til bedste for alle parter."
Portable Pump Corporation skrev senere i 1924 til Ellehammer, at "vi arbejder hånd i hånd med hr. Volf, og vi har fundet, at han er en meget energisk, smart forretningmand, og vi tvivler ikke det mindste på, at det vil lykkes ham at gøre en udmærket succes af pumpen, og ønsker vi Dem til lykke med forretningens fremtid".
Hr. Volf rejste så til
Philadelphia og overlod salget af pumpen til hr. Alexander
Chambley, Philadelphia, som startede firmaet Ellehammer Pump
Corporation. Dette firma købte pumper af Portable Pump Corporation
og fik dem leveret, men det kneb med betalingen. Volf
annullerede derefter kontrakten med Chambley og fortsatte
forhandlinger med andre firmaer.
Men Volf viste sig at være en lidt vel smart forretningsmand. Han fik firmaet Barnett Foundry & Machine Co. til at fremstille Dana portable Pumps, der var en billigere efterligning af Ellehammers pumpe.
I april 1926 skrev Ellehammer i et brev, at han nu stod i fare for at få sagen fuldstændig ødelagt i USA såvel som i alle andre landet pga. Barnett Foundry & Machine Co., der havde sendt en repræsentant ud i forskellige lande for at åbne for salg af deres pumpe. Ugen før havde firmaets repræsentant besøgt direktør Falck og præsenteret pumpen som en absolut ny amerikansk sag, der skulle bringes på markedet. Ellehammer fik kontakt med repræsentanten, der indrømmede, at det så ud til at være oplagt svindel, men han var ellers ganske uvidende om sagen. Firmaets hovedrepræsentant var for tiden i England for at bringe pumpesalg i stand, og Ellehammer mente ikke, at der nu var andet at gøre end at sende en mand til Amerika for at standse alle transaktioner.
Et par måneder efter skrev Armfelt fra Portable Pump Corporation, at de havde forhandlet med diverse firmaer om overtagelsen af Ellehammers pumpe, men uden resultat, da der ikke var nogen, der ville have noget at gøre med sagen, før sagen med Volf var ordnet. De så ingen anden udvej end at sagsøge firmaet og stoppe både Volf og Barnett i at fabrikere flere pumper. Portable Pump Corporation skrev bl.a.:
"Vi ved ikke, hvor mange pumper, der allerede er solgt, men det er vist ganske mange, og det kan vi selvfølgelig forlange opgjort og profit af alle de, som er solgt under Deres patent… Forleden dag fik vi en herre til at ringe op til fabrikken og bestille en del pumper, men det blev ham fortalt, at Volf ikke havde været der i lang tid, og de vidste ikke, hvor han var og kunne ikke sælge flere pumper, før han kom tilbage, så vi formoder, at han nu også har spillet Barnett et træk og svindlet dem ud af penge, som vi inderligt håber, han har gjort."
Ellehammer opsummerede i april 1929 i et brev sagen således, at Olsen og Armfelt ikke havde overholdt kontrakten. Da Ellehammer så fik besøg af Volf, der havde forbindelser i Amerika og mente at kunne sælge pumpen, lod Ellehammer ham prøve. Det var forgæves, for Volf lod fremstille en almindelig pumpe. Derimod blev det ifølge Ellehammer senere bevist, at Ellehammers kraftoverføringspatent blev overtrådt af Barnett Foundry & Machine Co. Siden var Ellehammer kommet til den overbevisning, at firmaet var et hæderligt firma, der sikkert også er blevet taget ved næsen af Volf.