Elleham-klubben

Elleham-kørerne dannede i 1906 motorcykelklubben Elleham. Klubben skulle bl.a. virke til fremme af det gode kammeratskab mellem Elleham-kørerne, og den primære aktivitet blev fælles udflugter ud at se på især det sjællandske landskab.

Programmet blev annonceret i bladet "Motor", der også bragte mange omtaler af arrangementerne. I 1906 var der f.eks. en længere beskrivelse af Elleham-klubbens udflugt til øen Lindholm, hvor de besøgte Ellehammer, der var i fuld gang med sine flyveforsøg.

Det var også planen, at man ville oprette benzin- og oliedepoter rundt omkring hos klubbens medlemmer. Så kunne de andre Elleham-kørere hente forsyninger der på helligdage, for det var jo længe inden tankstationer og muligheden for at købe benzin døgnet rundt var kommet til Danmark.

Man ønskede også fællesindkøb af olie- og benzin for at opnå gunstige indkøbsbetingelser. Endelig forpligtede medlemmerne sig til ”ved hensynsfuld kørsel at hævde klubbens renommé”.

Se Elleham-klubbens love

Nedenfor bringes en række fotos fra klubbens udflugter.

Se en medlemsliste fra april 1909

 
Copyright © 2006 Danmarks Tekniske Museum