Santos-Dumont

Ellehammer anså selv brasilianeren Alberto Santos-Dumont for at være sin værste konkurrent, og det var netop ham, der endte med at blive anerkendt som den første, der fløj i Europa.

Santos-Dumont fløj en strækning ligeud på 61 meter nær Paris den 23. oktober 1906, hvorved han vandt en pris, der var udsat til den første, der fløj 25 meter. Den 12. november 1906 fløj han 220 meter og vandt dermed prisen for de første 100 meters flyvning. Begge flyvninger var officielt kontrollerede. Forinden havde Santos-Dumont den 13. september 1906 foretaget et kort hop på omkring 7 meter.

Af de udenlandske flyvere var det Santos-Dumont, der for alvor var kendt af den danske presse i 1906, selvom bladet Motor også bragte en enkelt artikel om Vuia. Også brødrene Wright blev nævnt ind imellem. I nogle medier kan man spore en kritisk holdning til Santos-Dumont, ikke mindst når pennen blev ført af Alfred Nervø.  I Motor beskrives f.eks. i februar 1907 den rene David kontra Goliat-historie:

Vi er tilskuere til en af de mest hårdnakkede og mest interessante væddekampe, som nogensinde har fundet sted. På den ene side arbejder den rige brasilianske millionær med sin næsten utrolige energi, sine store kapitaler og med en hele interesseret og beundrende nation i ryggen på bygningen af sit femtende luftskib. På den anden side finder vi vor danske opfinder Ellehammer, ganske vist med tilsvarende energi, men med langt færre hjælpemidler og betydelig mindre officiel og moralsk støtte, optaget af den selv samme opgave: det styrbare luftskib eller rettere flyvemaskinen.

Kampen så ulige ud, men ”dog er det sikkert, at det klare hoved med de virkelig gode ideer ofte kan opveje selv den rigeste særlings mange millioner”. Motor anførte, at kampen kunne blive langvarig endnu, og udfaldet var langt fra sikkert. Ellehammer havde selv midt i den hårde vinter ikke standset sine forsøg, og Santos-Dumont havde lige bygget en helt ny maskine.


 
Copyright © 2006 Danmarks Tekniske Museum